En coachs beretning om Ungdomstur til Ângby International i Sverige

En Coachs beretning fra Ängby International, Stockholm.

Onsdag aften drog jeg mod Ängby, lige uden for Stockholm, med tre spillere: Magnus,Jocefina og Emil Friis fra Brøndby, som tidligere har spillet på vores Drengedivisionshold. Vi tog til Stockholm for at deltage i den stærke turnering Ängby International, som spilles fra torsdag-søndag i hold og single.

Efter ankomst til en iskold lille, hyggeligt hytte onsdag aften, gik vi i seng med det samme, så vi kunne være klar til holdturneringen de næste to dage.

Torsdag morgen checkede vi ind i hallen ved en 8-tiden og hold da op en scene. Tre haller med fantastisk god plads og godt lys var, hvad der ventede os. Drengene startede med at møde et stærkt besat svensk hold og tabte 3-0. De efterfølgende to kampe blev vundet overlegent 3-0 og 3-0 og dermed var de klar til kvartfinalen senere på dagen.

Pigerne kom flyvende ud af startblokkene og vandt de to første kampe 3-2 over bl.a. et norsk hold, som de senere hen skulle møde igen. Efterfølgende tabte pigerne deres to sidste puljekampe, og måtte derfor tage sig til takke med en 3- plads og dermed b-slutspil dagen efter.

Drengene tabte desværre kvartfinalen 3-0 til de senere vindere fra Norrtulls SK, som stillede med nummer fem og seks i Sverige i alderen 15. Dette betød at drengene ikke skulle spille fredag. Emil valgte dog at stille op i Herre Elite fredag, som bød på to gode kampe og en mindre god mod rigtig gode spillere.

Fredag skulle pigerne spille b-slutspil. De vandt semifinalen ganske overbevisende og skulle så møde det norske hold i finalen. Denne gang blev det desværre med de omvendte cifre og kampe endte 2-3 til Norge.

Efter et par gode dag med holdturneringen, begyndte singlerækkerne lørdag. Her skulle Emil og Magnus spille drenge 14 og drenge 17. Jocefina skulle spille pige 14 og pige 13. Xenia, Jocefinas holdkammerat, skulle spille pige 14.

For drengenes vedkommende blev 14 en noget kedelig affære. Hovedet var glemt i den kolde hytte, og begge måtte noget overraskende forlade turneringen allerede ved pulje-stadiet, de skulle dog få taget revanche senere.

For pigernes vedkommende blev pige 14 noget af en succes. Jocefina kom i en stærk pulje med to top 10 spillere i Sverige. Hun gjorde rent bord efter flot spil og kom ikke i en eneste fem-sætter i puljen. Desværre blev ottendedelsfinalen stoppet, eftersom hun tabte til en spiller fra værtsklubben Ängby Sk, som hun ellers havde slået i holdturneringen. Fokus i kampen var at træne nogle af de ting, som vi øver på til træning. Det blev også gjort, men fungerede desværre ikke helt. Xenia vidste ingen nerver og spillede fantastisk efter puljen. Det resulterede i en imponerende 1.-plads.

Efter god frokost på skolen overfor hallen skulle dagens 2. række spilles. Drenge spillede udmærket i en stærkt besat drenge 17-række, men 2. runde blev endestationen. Jocefina gik videre fra puljen i pige 13, men tabte i 5. sæt til en stærk spiller fra Luxembourg i kvartfinalen.

Da vi kom hjem og havde spist aftensmad, talte vi om søndagens program. Drengene havde indtil videre ikke fundet det bedste spil frem, men da jeg forklarede dem, at det ikke ville være skidt at ryge tidligt ud i morgen, så vi kunne være hjemme i nogenlunde tid, så vidste man, at de ville gøre alt for at trodse mig J .

Derfor blev søndagen overordnet set den bedste spillemæssige dag. Magnus og Emil spillede helt fantastisk i puljen. I deres første kampe slog de henholdsvis 2. seedet og 6. seedet i drenge 15. Bagefter rensede de resten af puljen af og så var de klar til slutspillet. Her sad de over i første runde, eftersom de overtog seedningen fra puljen. I ottendedelsfinalen mødte Emil Friis noget uheldigt en af de bedste svenske spillere på 15 år. En tæt kamp blev tabt 11-9 i 4. sæt. I samme række mødte Magnus en skæv svensk spiller og tabte ligeledes 3-1. Men helt klart den bedste præstation fra begges side.

Jocefina vandt sin pulje med 2/3 sejre i pige 15 og skulle dermed spille slutspil. Her blev der taget revanche mod spilleren fra Luxembourg, som hun havde tabt til dagen før. En del tætte kampe og godt spil senere, stod Jocefina nu i finalen i pige 15 – den stærkest besatte række af de tre hun spillede. Her skulle hun møde en defensiv spiller fra Norge, som hun havde tabt til to gange tidligere i turneringen. Heller ikke denne gang lykkedes det, men det blev til en tæt femsætter og en flot 2. plads.

Overordnet set havde vi en rigtig god og hyggelig tur. Det blev til MEGET lange dage i hallen, da slutspillet og finalerne i alle rækker startede så sent som muligt for at holde folk i hallen. Det gjorde det noget svært at finde ordentligt mad, når man forlader hallen 21.30 om aftenen. Til gengæld skulle vi så ikke tilbringe så meget tid i vores lille hyggelige hytte, som trods udseende var helt fint at overnatte i. Spillemæssigt er der nogle ting, som der skal arbejdes med. Generelt skal alle tre spillere blive stærkere mentalt. Der kommer ofte en opgivende mentalitet, hvis man kommer lidt bagud eller undskyldninger for, hvorfor man er bagud. Nogen gange skal man bare bide i det sure æble og give den gas. Der er ingen vej udenom.

Hvis man er sur, når man taber og utilfreds, når man vinder, jamen hvorfor gør vi det så?

Med det sagt, vil jeg gerne takke for en super hyggelig tur. Det var fedt for mig at være med og det var rart, at spillerne udenfor bordet kunne finde ud af at modtage en besked. De bedste bordtennishilsner

Benjamin

 

You may also like...

Skriv et svar