SUCCESFULDT DM FOR UNGDOM

Image

I weekenden blev der i Roskilde afholdt DM for ungdom.

I år med deltagelse af hele 3 Hvidovre spillere, hvilket er rekord høj deltagelse iforhold til tidligere år!

Vores forventninger til spillerene blev i den grad indfriet, og meget mere til! Læs mere om de enkelte spilleres præstrationer herunder.

Lørdag morgen stod vi klar 3 spillere og 2 coaches til puljespil i  yngre drenge og yngre pige rækken! Senere på dagen stod den på 32-dels finale i junior, samt doubler.

Begge vores yngre spillere havde idag roller som klare underdogs i deres puljer, hvilket betød at de begge kunne gå til opgaven uden pres og kunne spille helt frit!

Magnus’ DM:

Magnus lagde ud mod en spiller ved navn Anders Reutzer fra København. De sidste par indbyrdes opgør er endt med nederlag til Magnus, men de har for vane, altid at spille seværdige og tætte opgør. Og denne dag blev bestemt ingen undtagelse. Magnus lagde nervøst ud og kom i første sæt hurtigt bagud 9-6, i et sæt hvor det var tydeligt at Magnus slet ikke havde styr på Anders’ hurtige åbninger på Magnus’ server. Men med nogle åbningsfejl fra Anders, og en stærkt fightende Magnus, fik han alligevel hevet sættet hjem.

Med lidt ændringer på serven, kom der fra andet sæt mange flere lange flotte dueller mellem de to, og det blev i sidste ende marginaler der afgjorde sættet til Anders’ fordel 12-10. 3. sæt var en gentagelse i form af mange lange, flotte dueller, dog med en yderst velspillende Magnus, som hev sættet hjem 11-7. Både 4. og 5. sæt bar tydeligt præg af nervøsitet hos den unge Magnus, som pludselig var tæt på sejren. Problemet fra 1. sæt med serven gentog sig, og Anders’ var rigtig god til at straffe de lange og halvlange server. Det medførte desværre at både 4. og 5. sæt blev tabt. Det er dog værd at sige, at der trods modgang alligevel blev fightet til sidste bold!

Næste kamp for Magnus var mod puljens seedede spiller, som var Theo Dyekær fra Virum. En spiller som Magnus, trods utallige mange tætte kampe, aldrig havde sejret imod. Der var derfor meget mere, end blot en puljesejr på spil i denne kamp.

Magnus lagde fornuftigt ud, med meget afventende og tålmodigt spil, hvilket han gjorde klogt i, da Theo helst ville vinde boldene på meget kraftfuldt og aggresivt spil, hvilket Theo ikke formåede at gøre. Magnus vandt derfor første sæt.

Andet sæt var mere lige, hvor Theo tydeligvis havde ændret lidt på sit spil. Magnus havde svært ved at holde Theos bolde på bordet, hvilket så resulterede i at Theo vandt andet sæt. I både 3. og 4. sæt var det tydeligt at se at Theo ikke kunne lide Magnus servereturer. Så det, plus nogle ekstremt flotte bolde af Magnus, medførte at 3. sæt blev lukket 11-9 og 4. sæt blev vundet med 12-10 (efter 8-10).

En fantastisk sejr for Magnus, som udover en kæmpe personlig sejr, også havde gode chancer for at vinde puljen og gå i 16-dels finalen. Det krævede at Theo kunne vinde over Anders med enten 3-1 eller 3-2.

Det var en nervepirrende kamp at se for alle, spillerene fulgtes ad i både 1. og 2. sæt, hvor begge sæt (desværre) endte med 11-9 og 11-8 til Theo. De marginal tætte sæt sejre til Theo, så ud til at have slukket håbet hos Anders, som derfor også tabte 3. sæt, hvilket sendte Magnus ned på 2. pladsen i puljen. Lidt ærgerligt for Magnus, som i den grad havde fortjent den eftertragtede plads blandt de aller bedste yngre drenge spillere i danmark. Magnus kan se tilbage på en rigtig flot sæson som 1. års yngre drenge spiller. Han vil i den grad have muligheder til næste års DM, i en sæson hvor kval. top 12 også kan blive en realitet, hvis Magnus fortsætter den flotte udvikling han har gennemgået i denne sæson.

Jocefina’s DM:

Jocefina havde i den grad set frem til hendes første DM nogensinde. Alene det at Jocefina har kvalificeret sig til DM er en kæmpe præstation for hende, da det er hendes første sæson som bordtennis spiller! Virkelig flot!

Hun var ligesom Magnus også underdog i sin pulje, bestående af Xenia Rindom fra Hjallerup og Ida Schøsler fra TPHU. På trods af at Ida ligger under Jocefina på ratinglisten, har Jocefina i mange forsøg ikke formået at slå hende. Der var derfor lagt op til en spændende dyst, i Jocefinas første kamp mod Ida.

Og kampen levede i den grad op til forventningerne. Tæt og spændende fra start til slut, hvor Jocefina, på trods af at Ida i 3 sæt sammenlagt havde hentet 30 point, kunne gå sejrsrigt fra kampen med 3x 12-10! Fantastisk oplevelse for Jocefina, som gav enormt meget selvtillid, som også ville være nødvendigt, hvis hun skulle spille op med Xenia, som var den seedede spiller i puljen.

Pulje finalen mod Xenia var mindst ligeså spændende og nervepirrende, som den første kamp. Man kunne bestemt mærke at der var meget på spil i kampen, hvor vinderen kunne indløse billet til den eftertragtede 2. dag af DM, hvor kvartfinaler, semifinaler og finaler afvikles.

Udover et første sæt, der desværre blev tabt 3-11, var alle sæt ekstremt spændene, og blev afgjort med få points forskel.

Vi kan lige så godt afsløre at vi skulle i 5. sæt for at finde en afgørelse på kampen. 5. sæt så bestemt ikke godt ud for Jocefina i store dele af sættet. Bagud både 5-7 og 7-9, så det meget svært ud for Jocefina. Men nogle helt suværene bolde fra Jocefina bragte hende tilbage gennem nogle meget lange dueller! Ved 9-9 spilles, vel nok kampens bedste duel, hvor Jocefina efter en meget lang bold i sidste ende kunne sende en meget skarp baghånd langt ud i Xenias forhånd, hvor hun ingen chancer havde for at nå den! Dette tog pusten fra Xenia, som også tabte næste bold, hvilket så betød 11-9 sejr til Jocefina i 5. sæt!

Jocefina var derfor klar til søndagens kvartfinale, utrolig tæt på medalje!

Søndagens kvartfinale var for Jocefina en kæmpe oplevelse. Det er de færreste der får lov at spille med om søndagen til et DM. Den store ramme for kampen og dagen, var meget for Jocefina, som i sin kvartfinale kamp mod Mia Dong fra Ballerup, også var tydeligt mærket af nerver og forventninger til sig selv. Man fik derfor aldrig rigtig set Jocefina’s spil, hvilket også betød et nederlag og derfor en samlet 5. plads. Der var efter kampen store roser at hente fra både modspiller, dommere, trænere og mange andre der havde bemærket Jocefina’s flotte DM.

Jocefina kan med stolthed se tilbage på en enorm fremgang gennem hendes første sæson som bordtennis spiller! Hun kan allerede næste sæson se frem mod at kunne gøre sig gældende ved både Top 12 og DM, hvis hun fortsætter sin utrolig positive udvikling!

Mark’s DM:

Mark har i de sidste måneder holdt en mindre pause fra bordtennis. Han havde derfor brugt de sidste 2-3 uger på at træne sig op til DM for juniorer, hvor Mark er 1. års junior.

Marks første kamp var mod Kasper Jacobsen fra Holme Olstrup. Her var Mark lille favorit, hvilket Mark i høj grad også viste! Spilstyrende fra start, kunne Mark med yderst stabilt spil kampen igennem lukke kampen 3-0 i sæt. Meget lovende spil for Mark, som i den næste kamp skulle op mod junior landsholds spilleren Kasper Rasmussen, som også var en af favoritterne til at snuppe DM titlen.

Mark gik ganske uimponeret til kampen mod Kasper. Det var tydeligt at Mark kunne spille helt frit. Mark startede fantastisk, fik rigtig meget spil igang og tit presset Kasper væk fra bordet. Kaspers server var dog en klasse for sig, hvilket i sidste ende også var grunden til at Kasper kunne tage første sæt 9-11. Andet sæt forløb ligesom det foregående sæt utrolig tæt. Eneste forskel var at Mark får væsentlig bedre styr på Kaspers server, og får vinklet returerne virkelig skarpt, hvilket medførte at Kasper ikke kunne være lige så spilstyrende som i 1. sæt. Mark vinder andet sæt 11-8. Fantastisk gejst hos Mark, som sagtens kan spille op med Kasper.

3. sæt blev lidt af en fuser for Mark. Overtændt og lidt for flyvende sendte Mark ned fra skyerne igen. Mark prøvede for meget, og brugte størstedelen af sættet på at forsøge sig på de svære løsninger medførte et 3-11 sæt til Kasper. Nede på jorden igen i 4. sæt, gjorde at Mark igen kunne finde noget af det frem der virkede i 1. og 2. sæt.

Det gjorde han, og de fulgtes ad det meste af sættet, indtil Mark ved 6-6 får sendt en række drømmebolde afsted, hvilket sendte Mark på 9-6, og utrolig tæt på at presse en landsholds spiller ud i 5. sæt. Intensiteten holdt, og bolden herefter kunne gå begge veje. Desværre for Mark ender Kasper med en kantbold, derfor 9-7. Kasper server her en superserv, som snyder Mark. Derfor 9-8. Her får de to spillere igen gang i en fantastisk bold, som ganske ufortjent ved en loop til loop duel, snupper nettet og ender ud i en umulig stopbold, som Mark ingen chancer har for at tage. 9-9. Dette tog pusten fra Mark, som han i de kommende bolde ikke formår at ændre. Derfor ender sættet (lidt ufortjent) 9-11 til Kasper, som derfor vinder kampen 3-1.

Mark kan dog se tilbage på en helt igennem fantastisk indsats mod den senere bronzemedalje vinder, Kasper Rasmussen, som netop udtaget til ungdoms EM.

Doubler:

Magnus havde til doublen gået sammen med sin bødel fra puljen, Anders Reutzer. De to drenge kommer rigtig godt ud af det med hinanden. Og deres præstation i første kamp, var bestemt også godkendt. I en meget lige kamp, hvor det ikke var til at sige hvem der var favorit, endte Magnus og Anders med at sejre 11-9 i 5. sæt. Rigtig flot.

Herefter skulle drengene møde et kvartfinale seedet par fra Søhøjlandet, hvor drengene efter en fantastisk kamp og hård fight måtte strække våben med et 10-12 nederlag i 5. sæt.

I Mix double, var det jo ganske naturligt at Magnus og Jocefina gik sammen. Dette DM var dog kun til læring, og de fik sig en rigtig god oplevelse mod de senere sølv vindere, hvor de to hvidovre spillere formåede at hente 7,8 og 8 point i en sjov og lærerig kamp for de to.

Den store fordel de har i at være en venstre hånds og højre hånds spiller sammen, skal de nok få succes med på et tidspunkt!

Image

Hvidovre kan med stolthed se tilbage på et succesfuldt DM i år med flotte præstationer fra alle 3 spillere.

Til næste år ligger der flere spillere, som sagtens kan nå DM, hvis de blot holder gejsten fra træningslokalet i den kommende sæson og bliver ved med at kæmpe!

Så mon ikke at Hvidovre igen til næste år, vil være flot repræsenteret ved DM!

Nu er er blot et par ugers træning tilbage, inden vi d. 15. juni kan lukke af og gå på sommerferie, med vores sæsonafslutning, som afholdes i dansborg hallen! Hvis i ikke allerede er tilmeldt, så skynd jer at få det gjort! Programmet står på lotteri, konkurrencer, overrækkelser af årets kammerat og spiller, og selvfølgelig showkamp med Allan Bentsen og Morten Hyrup Rasmussen, samt et par af vores 1. holds spillere.

You may also like...

Skriv et svar